Ærøskøbings gamle skibsværft bliver rammen om nyt uddannelsestilbud for unge med særlige behov
Velkommen
Velkommen til M/S VITOs Venners hjemmeside.
MS Vito tegnet af Fritz Stoltenberg (1855 - 1921)
MS Vito
VITO er hjemmehørende i Ærøskøbing Havn. Vito er ejet af Udviklingsfonden, der står for restaureringen af skibet. Læs mere om Udviklingsfonden på www.udviklingsfonden.dk. Udviklingsfonden ser store perspektiver i at bruge VITO til at fortælle historien om ”havet husmænd” og forbindelsen mellem Ærø og Sønderjylland/grænselandet.
Vito er bygget af stål og vil være velegnet til kurser og træning i nitning. Dette gamle håndværk er ved at uddø, og det ønsker Udviklingsfonden og Vitos Venner at gøre noget ved.
Vitos Venner
Vitos Venner er en forening, der støtter bevaringen af MS Vito. Læs mere om Vitos Venner og medlemsskab af foreningen under menu-punktet "Vitos Venner".
Vitos historie
(En kort gennemgang - læs yderligere under menupunket "Historie").
Vito er bygget i Holland 1907 som en typisk galease med sidesværd men uden maskine. Oprindeligt fik skibet navnet FRIEDA MARGRETHA af Hamburg. Skibet er bygget af stål, 79 brt, 120 tdw. Skroglængde 72.2 fod, største bredde 17.8 fod, dybde 6.4 fod.Skibet blev købt til Danmark i 1929, fik navnet FREIA og har skiftevis været hjemmehørende i Stubbekøbing, Fåborg og København.I 1944 blev skibet minesprængt ud for Kalveboderne, men blev bjærget i 1945 og købt af Carl Jørgen Jacob Ohlsen i Alnor. Skibet blev genopbygget ved skibsværft Toft i Egernsund og gik i 1946 i fart som VITO af Gråsten.I 1958 bygges VITO om til stenfiskerfartøj og går i fart som ELISABETH af Horsens. Herefter handles skibet flere gange, indtil det i 2003 købes af Hans Peter Warming og får sit gamle navn: VITO af Gråsten. Endelig køber Udviklingsfonden Vito i januar 2009, hvor Vito indgår i Udviklingsfondens projekter i Ærøskøbing.
VITO har skiftet maskine flere gange, sidst i 1960, hvor der blev indbygget 135 HK Scania Vabis. Skibet er naturligvis præget af sin alder og tilværelse som stenfiskerfartøj, men ultralydsmålinger viser at selve skroget er i rimelig god stand. Skroget er uforandret og indeholder mange interessante historiske detaljer.
Skibsbevaringsfonden
Skibsbevaringsfonden har i 2004 erklæret VITO bevaringsværdigt og udtalt, at VITO ført tilbage til fragtskib ca. år 1950 vil være yderst interessant. En renoveret VITO vil især kunne være med til at fortælle om en spændende periode i småskibsfartens historie i det sydfynske øhav og om skibenes betydning for udviklingen af teglværksindustrien omkring Flensborg fjord.